Eksamensangst
De fleste kender nok til at blive nervøse ved tanken om en forestående eksamen, og mange har oplevet nogle af de fysiske symptomer, dette kan give. Populært kaldes fænomenet for eksamensangst, og nervøsiteten er faktisk helt normal, idet en eksamen jo er en krævende og belastende situation, som potentielt har stor betydning for fremtiden. Og faktisk skader det ikke at være lidt ekstra opsat, når man skal præstere ved det grønne bord – det kan ligefrem give mere energi og større fokus og på den måde forbedre resultatet.
Nervøsitet og angst
Men når den mildere nervøsitet kammer over og bliver til angst, risikerer man, at præstationen forringes, koncentrationen svigter, overblikket forsvinder og de fysiske symptomer bliver mere fremtrædende.
Symptomer ved eksamensangst
Der kan være tale om fysiske symptomer i forbindelse med eksamensangst. Symptomerne kan være hovedpine, mavepine, svedige håndflader, problemer med at sove, huske og spise samt en ond spiral af negative tanker, som kun får mere næring, jo dårligere læsningen går.
Negative tanker
Disse negative tanker drejer sig ofte om tvivl på egne evner samt katastrofetanker om de konsekvenser, det kan få, hvis eksamen går dårligt. Ofte har de studerende, som lider af eksamensangst, høje forventninger til sig selv eller føler pres udefra i forhold til at præstere godt. Tankerne kan derfor også dreje sig om, hvordan man vil tage sig ud i omverdenens øjne, hvis man fejler, og hvad ens forældre eller kammerater vil tænke om en.
Måske er dette et mønster, som bliver særligt fremtrædende op til eksamen, men som faktisk også præger resten af tilværelsen. Hvis man generelt stiller meget høje krav til sig selv, vil alle kravsituationer tage hårdt på en, og det kan være relevant at arbejde med tanker omkring perfektionisme, lavt selvværd og præstationsangst.
Hjælp og støtte
I forløbet frem til eksamen kan angsten give problemer med at huske stoffet, ligesom det manglende overblik gør det svært at prioritere og organisere læsningen. Og til selve eksaminationen kan man opleve, at det er svært at huske eller tænke logisk eller, at den berømte klap går helt ned.
Man kan derfor både have behov for hjælp til at tøjle angsten i tiden op til en eksamen og til at lære nogle teknikker i forhold til at holde hovedet mere koldt på dagen.
Hvis du lider af eksamensangst, kan vi hos Psycare hjælpe dig med dette. Dette vil også smitte positivt af på alle de situationer, som stiller krav til dig i hverdagen.
Præsentationsangst
Når vi står over for en opgave, hvor der forventes, at vi skal præstere eller præsentere, mærker mange mennesker indre reaktioner som fx tankemylder, lyst til at flygte, rysten på hænder og stemme, mindreværd, ubehag, frygten for at blive overvåget og nedvurderet samt en følelsesmæssig tvivl om, hvorvidt det, man kan og gør, er godt nok. Der er tale om angst, hvis tvivlen og frygten er ude af proportion med den reelle situation.
Angsten opleves ikke kun i selve situationen. Lang tid i forvejen kan den dukke op og fylde i vores sind, hvorved megen energi og ressourcer går til spilde.
Panikangst
Hjertet banker, du sveder, er tør i munden, ryster på hænderne, har kvalme, uro i maven, er svimmel, du kan ikke få vejret, er angst for at dø og det hele føles uvirkeligt. Hvis du kan genkende et eller flere af ovenstående symptomer, kan det være tegn på panikangst.
Panikangst er angst, som opstår pludseligt og heftigt og som ikke optræder i forbindelse med en reel fare. Selve anfaldet er ofte kort, men kan være så voldsomt, at den angste er præget af det flere dage efter. Panikangst starter typisk i 20-30 års alderen, og der er flere kvinder end mænd, der får det. Undersøgelser peger på, at ængstelige og generte børn oftere udvikler panikangst end andre.
Læs mere
Klik i boksen til højre for at læse mere om forskellige typer angst og hvad du kan gøre ved det.
Bestil tid til en samtale her.