Sted-, pap-, plastic- og bonusfamilie – kært barn har mange navne. At skabe en ny familie efter en skilsmisse kan være en hård proces.

 

Mange hævder faktisk, at der er større problemer forbundet med dét at starte en ny familie med en ny partner, end der er ved dét at blive skilt fra forælderen til sit barn/sine børn.

 

For mange er idealet om det gode familieliv billedet af en kernefamilie med far, mor og børn. De stadigt øgede tal for skilsmisse peger imidlertid på, at nye familietyper vinder indpas. De allerfleste, som skilles, gifter sig på ny, og aldrig tidligere har så stor en del af befolkningen levet i familier som i vore dage. Disse familier lader sig dog ikke analogt sammenligne med kernefamilien, og det er faktisk ofte her at problemerne opstår, når stedfamilien gerne vil efterligne kernefamilien.

 

Forskellene på kernefamilier og stedfamilier kan i korte træk opstilles således:

• Kernefamilien har sammenfald mellem forældreskab og parforhold

• I kernefamilien er parforholdet dannet inden forældreskabet

• Kernefamilien er et relativt lukket familiesystem, mens stedfamilien er forholdsvist åben. Medlemmerne i kernefamilien er således oftest enige om, hvem der hører til i familien (far, mor og børn), mens familiemedlemmerne i stedfamilien har forskellig mening om, hvem der er med i familien – er eks-partner og dennes ny partner samt eventuelle børn f.eks. med i familiesystemet?

 

Den første tid i stedfamiliens dannelse synes kaotisk: Børnene skal vænne sig til, at deres familie endnu engang tager en ny form, til den ny voksne samt eventuelle nye søskende, og de voksne skal afklare rollefordelingen samt forventninger til hinanden. Samtidig med dette skal det voksne parforhold spire, udvikles og styrkes.

 

I ”almindelige” kernefamilier har det voksne par som regel gennemlevet forelskelsen, styrkelsen af parforholdet og en grundlæggende kærlighed inden det første barn kommer til verden. I stedfamilien er ”hele pakken” der til at starte med.

 

Hvis det kun er den ene part, der bringer børn ind i forholdet, kan det gøre det lettere i form af færre familiemedlemmer, der skal forholde sig til hinanden. Det kan imidlertid også føre andre problemer med sig: Måske er de to voksne forskellige steder i livet, hvor den ene er på vej ind i voksenlivet med alt hvad det indebærer af forpligtelser, børn og samliv, mens den anden allerede har gennemlevet disse erfaringer.

 

Ofte vil man i stedfamilier opleve ubehagelige følelser, som medfører skam og usikkerhed.

Hvor den ”almindelige” kernefamilie som oftest består af nogle relativt stabile subsystemer i for af mor-far og søskende, tager subsystemerne i en stedfamilie sig typisk anderledes ud. Man kan beskrive det som en opdeling af insidere og outsidere.

 

Den nye stedforælder optræder som outsideren; den, der ikke kender familiens spilleregler. Stedforælderen har en usikker position som partner, ikke-forælder og stedforælder, hvilket hurtigt efterlader følelsen af at være tredjehjul.

 

Stedforælderen skal samtidig forholde sig til børnenes biologiske forælder, hvilket kan medføre jalousi. Alle bringer en fortid med sig i parforhold, men en voksen med børn bringer sin fortid ind i parforholdet. Jalousien kan også rettes mod barnet og ikke ekspartneren, når kæresten giver al sin kærlighed til barnet. Irritation over barnet vil uundgåeligt opstå, og det er ofte svært at indrømme for stedforælderen, som ikke forventer at være jaloux på et lille barn og måske nærer forhåbninger om at elske barnet, som var det vedkommendes eget.

 

Stedforælderen kan også opleve vrede mod sin partner, som tilsyneladende har det så nemt – han/hun oplever jo kærlighed fra både sin kæreste og sine børn.

 

Selvom partneren med børn er insideren i familien, er det er imidlertid ofte svært for denne, som kan opleve et voldsomt pres på sine skuldre for at få det hele til at fungere:

Der er mange mennesker at skulle tilgodese, når man skaber en ny familie – både den nye partner, ekspartneren, ekssvigerfamilien, ens egen familie samt børn kræver plads, kærlighed og at blive hørt. Den voksne med børn oplever desuden hyppigt dårlig samvittighed: Over at have medvirket til at splitte sine børns familie, at have forladt sin ekspartner, have skuffet sin øvrige familie etc.

 

Endelig er der følelsen af usikkerhed: Kan min kæreste klare det store ansvar, jeg pålægger ham/hende? Bliver jeg forladt? I så fald, kan jeg byde mine børn endnu et brud?

 

For børnene i en stedfamilie er det ofte yderst stressende at blive indlemmet i en ny familie. Måske bliver der talt grimt om den ene af dets forældre, hvilket af barnet ofte opleves som en indirekte kritik af sig selv. Måske bryder det sig ikke om den nye person, der ønsker at opdrage på det, eller barnet udviser modstand over for sin forælders nye kæreste af loyalitet mod den af dets forældre, som ikke har fået en ny partner. Barnet kan også blive jaloux på sin forælders nye kæreste, der måske i sin nyforelskelse er vældig optaget af denne. Desuden kan forælderens nye kæreste medbringe egne børn i forholdet, som barnet skal forholde sig til. Her kan der opstå jalousi eller barnet bryder sig måske direkte ikke om sine nye søskende.

 

Det kan synes helt uoverskueligt at få alle tråde til at hænge sammen og skabe en ny familie med sammenhold og samhørighedsfølelse, som samtidig ikke er en kernefamilie – men det kan lade sig gøre. Undersøgelser har vist, at det oftest er de to første år i en stedfamilies liv, der er stressende og turbulente, og at mange derefter oplever ro og lykke i familielivet.

 

At nå dertil kræver imidlertid arbejde. Vigtigst af alt gælder det om at tale sammen. Der skal skabes et rum, hvor forbudte følelser er tilladt at tale om åbent og respektfuldt uden at frygte for at miste hinanden eller at blive nedvurderet.Det er meget svært for mange at skabe dette rum og kommunikere godt sammen.

 

De fleste af PsyCares psykologer er erfarne inden for området og vil hjælpe Jer godt på vej til at skabe en familie, hvor der er plads til jer alle. Læs mere under "Psykologer".