Bulimi
Bulimi har mange ydre fællestræk med anoreksi: overdreven fokusering på spisning, mad, krop og vægt. Forskellen er dog, at mens en person med en anorektisk lidelse undgår at spise, så sker der for bulimikeren et tab af kontrol, der gør, at personen overspiser mad, hvilket hun eller han senere prøver at kompensere for ved hjælp af vægtregulerende adfærd. Denne adfærd indebærer ofte opkastninger, men brug af afføringsmidler, slankemidler eller overdreven motion er også almindeligt. Personer, der lider af bulimi, er derfor oftest normalvægtige, hvilket kan gøre det svært for omverdenen at opdage de bulimiske symptomer.
Ligesom ved anoreksi, skal bulimi forstås som en psykisk lidelse. Selvom symptomerne tilsyneladende drejer sig om det ydre - personens forhold til sin krop - har en person med bulimiske symptomer det ikke godt indeni. De fleste mennesker med disse symptomer har et lavt selvværd, hvilket for eksempel kan komme til udtryk i et stærkt ønske om et rent og perfekt liv, som holdes op imod et negativt selvbillede. Mange mener også, at de bulimiske symptomer er en måde at kontrollere følelser, som personen ellers ikke kan holde ud. Efter en overspisning giver den vægtregulerende adfærd en umiddelbar lettelse, som hjælper personen med at undertrykke de følelser, som hun eller han ellers har svært ved at rumme. Rigtig mange, der lider af bulimi, skammer sig over deres adfærd. Selvom den umiddelbare lettelse indfinder sig, oplever personen tit skam kort bagefter, hvilket kan igangsætte en ond cirkel om at igen overspise og bagefter vægtregulere.
Hvorfor udvikler man bulimi?
Det er meget svært at pege på nogle helt klare grunde til, at en person udvikler bulimi. Statistisk kan man konstatere, at bulimi typisk starter i de unge år (omkring 16-20 år), og at der ofte går mange år, før personen kommer i behandling. Blandt de faktorer, som kan bidrage til udviklingen af bulimi, kan der nævnes: en frygt for at tage meget på, genetisk disposition, tilstedeværelse af anden psykisk sygdom, tidligere udsættelse for seksuelle overgreb, relationelle problemer eller øget præstationspres.
Som tidligere nævnt kan det være svært at opdage, at en person lider af bulimi. Nogle tegn på, at bulimi kan være under udvikling, kan være, at en person begynder at isolere sig og/eller opleves som mere irritabel og selvbebrejdende end normalt. Ofte går personen på toilettet straks efter et måltid, eller undgår personen helt sociale spisesituationer.
Læs mere under psykologer for at se, hos hvem af vores psykologer du kan få hjælp til spiseforstyrrelsen.